tirsdag den 22. juni 2010

TEKO Fashion Show

Først og fremmest undskylder jeg for den manglende opdatering for tiden, men tingene er lidt hektiske i øjeblikket. 

Men hvad vigtigere er:


På fredag, d. 25. juni kl 20.00 byder TEKO indenfor til modeshow på Aros i Århus. De nyuddannede designere og konstruktører fremviser deres kollektioner i et optimistisk univers, som vender krisesnakken ryggen. Der forventes stort fremmøde, så kom hellere i god tid.



torsdag den 20. maj 2010

Til enhver hundeejer


Det er da uundværligt! Humunga står bag denne eminente tyggebold med indbygget overskæg. Det gav mig ihvertfald endnu en god grund til at anskaffe mig en hund...
Du kan finde the Stache Ball her

onsdag den 19. maj 2010

Aplace pre summer sale

Den svenske webshop Aplace giver nu 30 % rabat på en lang række produkter fra flere glimrende brands. Der er penge at spare på styles fra Patrik Ervell, Nom de Guerre, Raf by Raf Simons og Norse Projects.

tirsdag den 18. maj 2010

The Doodle Book

Min kæreste gav mig en fantastisk gave for nylig. En lækker bog med illustrationer af den legendariske japanske børnebogsillustrator og -forfatter, Taro Gomi. Bogen har den lille finesse, at man selv skal sætte sit præg på den. Det indbyder til mange timers sjov, og man henføres helt til barndommens malebøger.
Så hvis du vil lade dit indre legebarn få frit spil, har du alle muligheder i dette skønne naive univers.

fredag den 14. maj 2010

The Copenhagen X Sessions

Nu skal det her jo ikke være en reklame for Sony Ericsson, men de har og begået et fint lille projekt, som fortjener rosende ord. Projektet hedder Copenhagen X Sessions , og er blevet til i samarbejde med Roskilde Festival og en række af landets førende musikere. Diverse bands og artister har på Sony Ericssons regning indspillet livenumre foran et kamera, og det er der kommet nogle glimrende ting ud af. Indtil videre er den labre pigetrio, Giana Factory, fabelagtige I Goy You on Tape og Sleep Party People som er repræsenteret på sitet, men flere er på vej blandt andre Cody og Oh No Ono.
Et glimrende initiativ og et stærkt promotionfremstød, som rammer målgruppen lige i mellemgulvet.


onsdag den 12. maj 2010

Norse Projects x Ally Capellino


Norse Projects byder på nok et interessant samarbejde. Til den kommende efterårssæson har de slået sig sammen med London-baserede Ally Capellino, som har for vane at lave lækre kanvastasker for feinschmeckere. Samarbejdet har resulteret i ovenstående Fjell rygsæk, som kommer i to farvekombinationer, den viste sort/sort og en marine/tan.  Efter de glimrende samarbejder med Adidas og Elka Rainwear rammer Norse Projects nok en gang plet...

tirsdag den 11. maj 2010

Inspiration i vor nabo mod syd



Med nok en helligdag om hjørnet kunne det jo være rart at komme et smut væk. En lille smuttur til evigt skønne Berlin ville egentlig være en perfekt måde at bruge en forlænget weekend på, men det bliver der desværre ikke noget af i denne ombæring.
Måske har den tyske hovedstad med den arrede historie mistet en del af sin coolfaktor, men jeg elsker stadig dens mangfoldige charme uanset om man er til kommunistisk komsammen i området omkring Simon Dach Strasse eller en slentretur i Berlin Zoo blandt pensionister og børnefamilier.

Hvis man vil slå et smut omkring Berlin, er det absolut anbefalelsesværdigt at se nærmere på overnatningsmulighederne på det yderst fashionable (på den skramlede, kreative berlinermåde) Michelsberger Hotel i Friedrichschain. Hotellet er indrettet i en gammel lagerbygning og emmer af kreativitet og afslappet coolness. Tag et kig på hjemmesiden, og allerede efter introen er du overbevist!
Hotellet er ikke synderlig dyrt, hvilket gør sig gældende for de fleste hoteller i Berlin. Så skulle der også være råd til en togbillet og en Berliner Weisse eller to...

fredag den 7. maj 2010

Forårets key item: Regnjakken!?

Skjorte, jeans og tote bag Acne, bomberjakke Norse Projects, regnjakke Norse Projects x Elka rainwear, sneakers New Balance, solbriller Cheap Monday, kamera Olympus Pen, notesbog Billykirk

Ja, det danske forårsvejr er jo ikke nogen nem størrelse. Gang på gang bliver vi snydt af vejret, og derfor kan det være mere end vanskeligt at klæde sig fornuftigt på. Derfor kan det være nyttigt at huske på det gamle spejderråd: Vær beredt! Derfor kan en rummelig tote bag være din ven. Så er der plads til regnjakke, solbriller, notesbog og et kamera, i tilfælde af at du vil dokumentere, at solen faktisk skinnede. Også selvom det bare varede fem minutter... 
Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning. Lad det være dit mantra for weekenden. Og se så at komme ud og nyd den!

søndag den 2. maj 2010

Acne Lookbook A/W 10




Som lovet kommer her et lille sneak peek på Acnes lookbook til det kommende efterår.
Acne har kigget den britiske skinheadkultur i sømmene, og der er klare referencer til den klassiske roughness, som denne kultur repræsenterer. Der er dog ikke tale om Doc Martens, ålestramme Levi's jeans og tilknappede poloer og kortærmede skjorter som i This Is England. I stedet har Acne raffineret looket, og tilføjet deres særlige skandinaviske, lækre touch. Der er fokus på læder, den lille tophue, slanke buksesilhuetter og bomberjakken. Doc Martens er udskiftet med lækre læderstøvler, og på denimfronten, bør man især lægge mærke til de mange coatede jeans, som får et læderagtigt look. Farverne er i den afdæmpede palet, men der er et udmærket spænd, og der er sørme også blevet plads til hvide sweatpants i en rocket luksuriøs variant.

torsdag den 29. april 2010

Acne Denim Video A/W 10

Det kreative kollektiv hos svenske Acne har igen været på spil. De har lavet en hyldest til efterårets denim, og bag filmen står Andreas Larsson. Der er stærke seksuelle og rockede referencer. Nyd den, og en af de kommende dage kommer der preview på Acnes A/W 10 kollektion, som bl.a. indeholder en heldragt i læder.

tirsdag den 27. april 2010

Fine forårsfornemmelser

Det er forår! Og det betyder store glæder, solskinsdage, pludselig regn og lyst til at forny garderoben.
Og man kan jo lige så godt gå efter holdbare klassikere, og kombinere dem med finesse, personlighed og et et velplejet overskæg. Og så er det bare om at komme ud og bekæmpe de allestedsnærværende birkepollen og nyde dagen, som var der ingen i morgen...













lørdag den 24. april 2010

H&M Project Blackbook

H&Ms samarbejde med den unge svensker André Lorenz Stock, er netop kommet i butikkerne. Mennesker verden over har bidraget med billedmateriale, som Stock har udvalgt og bearbejdet.
Der er t-shirts og tanks til drenge og piger. Der er ikke meget for den voksne køber, da udtrykket er noget ungt, og har for meget MGMT-vibe over sig. Men kan man lide den slags, er der masser at komme efter.
Dog er der lige en enkelt t-shirt, som gør sig fortjent til at blive nævnt, og den indeholder, ikke overraskende, et overskæg!

Nyd lørdagens solskin og livet! 

fredag den 23. april 2010

High Violet



The Nationals nye album rammer snart butikkerne, men kan man ikke vente så længe, er der en redning i form af N.Y. Times. Fra deres website er der nemlig mulighed for at streame hele albummet.
Husk i øvrigt at the National spiller på årets Roskildefestival.

Et lille tip til den kommende uge





I næste uge holder Won Hundred lagersalg. Det løber af stablen torsdag til og med lørdag, og der skulle være mulighed for at gøre et kup. Samtidig er det værd at bemærke, at der kommer nye varer hver dag, og at de kære folk tager dankort. 


Guldbergsgade 29, 2200 Nørrebro
(Empire Bio



Tor d. 29/04 - 12-20
Fre d. 30/04 - 12-20
Lør d. 01/05 - 10-16

lørdag den 17. april 2010

COS A/W 10


H&Ms storebror COS har følgende bud på herremoden til det kommende efterår.
Nok en gang er der lagt vægt på materialer og pasform, men designmæssigt er det ikke meget nyt under solen. Den smalle silhouet er stadig fremherskende, bukserne er i nogle tilfælde meget korte, og farvepaletten er meget afdæmpet og spænder fra jagtgrøn over petroleum til gråtonerne. Men lækkert ser det ud, og generelt plejer produkterne at have et fint kvalitetsniveau.
Af de mere interessante items i kollektionen må nævnes  de strukturstrikkede produkter, som på billederne ser meget lækre og gennemarbejdede ud. Også en quiltede jakke virker interessant, da jakker af den type ofte kommer til at ligne noget fra en rideskole, hvilket designerne har undgået her.
Alt i alt skulle der være mulighed for at tilføje et par gode basiselementer til garderoben, uden at det kommer til at koste en formue.





fredag den 16. april 2010

H&M Fashion Against AIDS








For tredje år i træk ruller H&M den store anti-aids kampagne ud. Denne gang er der fokus på sommerens festivaler der er udgangspunkt for kollektionen, som ud over at indeholde tøj også kommer til at inkludere telte, soveposer og lignende festivalrelateret gear.
Om looket på herresiden, siger H&M følgende:


"For fyrene handler det om at ligne et af bandmedlemerne på scenen med 
tætsiddende blazere og jakker, falmede og lappede jeans og korte shorts, broderede 
veste, ærmeløse t-shirts i paisleymønstre samt den obligatoriske rockerhat, der alle er en del af kollektionen." 


Kollektionen rammer butikkerne 20. maj og 25 % af omsætningen går til AIDS/HIV-projekter for unge.