søndag den 28. marts 2010

onsdag den 24. marts 2010

Fascinationen af overskæg

Egen montage og illustration

Det er måske en underlig ting at være fascineret af, men faktum er, at jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Måske er det fordi, at jeg i over 10 år har haft hår i ansigtet, og dermed har haft al for lang tid til at overveje, hvad der rykker og rocker. Hvem ved? Men faktum er, at et godt overskæg virkelig kan give et ellers anonymt look et spidsfindigt, hidsigt eller helt igennem latterligt twist, og det er jo herligt. Samtidig er overskæg meget individuelle, og de kan være meget sigende om bæreren. Op gennem historien har vi set utallige eksempler på dette. Hvad ville Freddie Mercury eller Burt Reynolds egentlig have været uden deres legendariske larver? (ja ja, der findes jo også brodne kar som Stalin og Hitler, men dem glemmer vi lige).
Folk har som oftest en holdning til andres overskæg. Jeg har i al fald fået utallige kommentarer på min mørke skygge under næsen, og tak for dem i øvrigt! Og det er da skønt at så lidt hår kan vække så stor debat og morskab.
Faktum er, at overskægget efter glorværdige tider i 70'erne og 80'erne for alvor er dukket op igen igennem de senere år, hvilket glæder en moustache afficionado som mig. Alle mænd med respekt for sig selv bør i den ombæring gøre op med dem selv, om de kan bære det. Jeg har set utallige mislykkede eksempler, men også mænd som snyder sig selv for et ubetaleligt smykke, fordi de ikke overvejer overskæggets mange muligheder. Og med den maskuline drejning moden har taget over de seneste par år, stikker et solidt moustache ikke helt så meget udenfor, som tilfældet var tidligere.
Så mand, lad skægget gro, hvis du kan og du tør!

New Balance 365


Indrømmet, jeg er utroligt nørdet, når det kommer til branding og gode kampagner. Jeg sætter pris på brands, som gør noget ud af, at skabe sammenhæng mellem produkt, indpakning og kampagner. Det skaber en ægte følelse, og derfor faldt jeg også pladask for det nye New Balance website.
New Balance har allieret sig med det legendariske reklamebureau Mother's New York afdeling, som har stået for udarbejdelsen af kampagnen, som er en lille genistreg. Der kommer dagligt nye film på sitet, fælles for dem alle er, at ordet balance er i fokus. Der fortolkes frit på ordet, og det kommer der mange underholdende elementer ud af. Der findes i øvrigt også en iPhone applikation, så man kan få sit daglige balancefix.
Jeg har i øvrigt haft den store fornøjelse af at besøge Mother i London. Det er et vanvittigt inspirerende bureau, så hold øje med deres tidligere og kommende projekter.

Thom Browne x Supreme


Den amerikanske stjernedesigner med de korte bukseben, Thom Browne har kastet sig ud i et samarbejde med streetwear-brandet Supreme. Det er der kommet en nydelig oxfordskjorte ud af, og den fås i tre farver. Der er ikke noget revolutionerende over designsamarbejder, men jeg synes alligevel at denne umage kombination var nævneværdig. For mere information om samarbejdet se her.




mandag den 22. marts 2010